Nu kan forbrugerne se frem til endnu en stjerne i rækken. Den tidligere køkkenchef på Kong Hans og store fortaler for stenalderkost, Thomas Rode, vil inspirere forbrugerne til at spise sundere med lækre opskrifter på stenalderkost og videoer med tips og tricks på nemlig.com.
Thomas Rode har i mange år været køkkenchef på den første Michelin-restaurant i Danmark, Kong Hans, og har gennem årene spredt sin madglæde til tusindvis af madentusiaster. Thomas Rodes store passion for mad, og i særdeleshed sund mad, har nu fået ham til at leve efter stenalderkostens principper, som udelukker stivelsesholdige fødevarer. Thomas Rodes store ønske er at sprede sin madglæde og livsstil omkring stenalderkostens principper, og samarbejdet med nemlig.com skal inspirere endnu flere danskere til at spise sundt og fokusere på en sundere livsstil generelt.
- I 2009 lagde min hustru og jeg vores liv om. Vi begyndte at fokusere på kost og motion og fik derved et helt enormt fysisk og mentalt overskud. Det var startskuddet på et brændende ønske om at dele vores erfaringer med andre i håb om, at de med vores inspiration måske kunne finde deres vej til en bedre version af sig selv, sådan som det skete for os. Og derfor er et samarbejde med nemlig.com oplagt, fortæller Thomas Rode og fortsætter:
- Vores udgangspunkt er meget simpelt og håndgribeligt. For os er det svært at tro på, at mennesket i de omkring 10.000 år, de har været fastboende og har dyrket jorden samt holdt husdyr, har skabt noget at leve af eller en måde at leve på, som er bedre for mennesket end det, naturen og evolutionen har brugt ca. 2.5 mio. år på at designe.
På nemlig.com kan forbrugerne nu inspireres af Thomas Rodes mange opskrifter samt få tips og tricks i 10 forskellige videoer, hvor han viser, hvordan man fileterer en sandart, parterer en kylling eller laver den sprødeste flæskesteg og meget mere.
- Thomas Rodes ønske om at udbrede glæden ved sund mad passer lige ind i vores koncept. Vi vil gerne inspirere forbrugerne til en sundere livsstil og håber derfor, at de vil få stor glæde af Thomas Rodes sunde lækre retter på nemlig.com, udtaler salg- og marketingdirektør, David Demsitz.

